Sundolitt er nomineret til klimapris for funderingsløsning
Sundolitt udstiller på Byggerimessen i Fredericia til marts, og prisnomineret løsning er med
Til marts afholdes Byggerimessen i Fredericia, og Sundolitt har som sædvanligt sin udstilling på et af messecenterets mest trafikerede punkter.
Men meget er ikke, som det plejer at være ...
Funderingsløsningen Byg Med Os er nemlig én af de nominerede til messens klimapris i produktkategorien.
Løsningen har været vist frem på Building Green i 2023 og 2024. Nu anerkendes den med en stærk nominering til Byggeriets Klimapris. Snart står endnu et stort hus færdigt på Byg Med Os-fundering.
Men der er også store besparelser at hente ved at bygge med konceptet på byggegrunde med almindelig bæreevne.
Når man bruger skruefundamenter, fiberarmering, genanvendelig isolering og partnerskabets knowhow, mindsker man risikoen for sætningsskader markant.
Og man kan sikre sig store besparelser på beton, CO2-udledning og de relaterede afgifter. I funderingen er det muligt at spare helt op til 80 % beton og samlet skære 54 % af CO2-udledningen i en lang række byggerier. Dokumentationen er på plads og lige til at bruge i det enkelte byggeris klimaregnskab.
Klimapris skal deles mellem partnerne
Byg Med Os opstod som branchefællesskab for at løse udfordringen med at fundere et tungt sommerhus på blød byggegrund.
Der var mange meter ned til overside bæredygtigt lag (OSBL), så det ville være alt for omfattende at fundere på pæle eller bortskaffe al den ubæredygtige jord.
I stedet kombinerede partnerskabet skruefundamenter, plastfibre, funderingselementer og omfattende teknisk viden i løsningen Byg Med Os.
Partnerskabet Byg Med Os består af:
- Sundolitt – funderingselementer i EPS
- BAYO.S Skruefundamenter
- PPCD – effektivt og optimerende projekteringssystem
- PP Nordica Danmark – polypropylenfibre til betonarmering
- Andreasen & Hvidberg – geoteknisk undersøgelse og rådgivning
Når klimaprisen uddeles ved Byggerimessen 2025 til marts, er det derfor ikke kun Sundolitt, der er spændte. Hvis Byg Med Os-konceptet vinder prisen, går æren til alle de involverede.
Klimaprisen uddeles på byggerimessen i Fredericia 18.-21. marts.